søndag den 2. december 2007

Ferie i Miami, Florida Keys og New York - Del 3.

Idag fortsætter vi beretningen fra vores ferie i Miami, Florida Keys og New York. Her i afsnit 3 vil vi beskrive turen til New York, og vores 4 sidste dage i Miami. Efter at have forladt vores elendige hotel i Fort Lauderdale tidligt fredag morgen, kørte vi til Fort Lauderdale lufthavn. Vi parkerede vores dyrt lejede bil i lufthavnens valte parkering, for herefter at checke ind og hoppe ombord på flyet til New York.

Fra Fort Lauderdale til Newark fløj vi med Continental Airlines. Turen varer små 3 timer, som vi primært tilbragte med at sove. Vi nåede dog at indtage et let morgenmåltid og en forbavsende god service fra personlat. Set over hele turen var flyets kvalitet og servicen hos Continental Airlines klart den bedste vi oplevede på turen. Continental har en af de nyeste flyflåder i USA, og vi fløj da også med nogle markant nyere maskiner end vi oplevede hos American Airlines og senere hen Iberia.

Velankommet til Newark, tog vi en direkte bus fra lufthavnen til Grand Central. Prisen for en enkelt billet er beskedne $14, og busturen ind til Manhatten varer 30-45 min. afhængig af trafikken. I New York skulle vi bo hos nogle venner der først havde fri sidst på eftermiddagen, derfor havde vi 7-8 der skulle bruges før vi kunne "checke ind" hos dem. Da vi ikke gad slæbe rundt på vores bagage hele dagen, forsøgte vi at få den opbevaret, hvilket er lidt svært da alt opbevaring er fjernet fra alle stationer i New York efter 11. sep. 2001. Heldigvis fik vi charmeret os ind på personalet ved hos Greyhounds bagageopbevaring, og fik derfor lov til at efterlade vores bagage der.

I New York boede vi 2 dage i Lower East Side og 2 dage på Upper East Side. Vores venner har heldigvis nogle dejlige store lejligheder så vi havde masser af plads. I New York brugte vi det meste af tiden på at shoppe, spise god mad og hænge ud med venner. Det mest anbefalelsværdige af spisestederne var Blue Ribbon Sushi, sushien var helt fantastisk. Hvis I tager derhen, så husk at kom en time før i er rigtigt sultne, for det tager som regel en time at få bord.

Tirsdag morgen fløj vi atter tilbage til Miami, igen alt for tideligt om morgenen og igen med Continental Airlines, igen var oplevelsen den samme positive som på til New York.

I Miami havde vi bestilt et billigt hotel til de sidste 4 dage. De lå lige nord for Miami South Beach, men til prisen var det utroligt godt og meget tæt på stranden. Vejret i Miami var igen helt fantastisk 25-30 grader og solskin hele tiden. Fra vores hotel var der 10 minutters gang ned til South Beach, hvor vi brugte 2-3 timer hver dag. Resten af tiden brugte vi på at købe de sidste småting før hjemrejsen.

Fredag gik turen hjem, vi afleverede bilen hos Thrifty (husk at vælge Avis), denne gang uden nogle store negative oplevelser (læs mere i afsnit 1).

Turen til København gik med vores billige flybilletter over Madrid, af uransagelige grunde var det kun halvdelen af os der blev checket ind hele vejen, mens de resterende skulle checke ind igen i Madrid, bagagen blev dog checket hele vejen, underligt. Flyturen fra Miami til Madrid, igen med et af American Airlines ældre fly uden personlig tv skærm, gik rimelig smertefrit, dog med en del turbulens, som vi ikke rigtig kan give AA skylden for.

Da vi ankom til Madrid omkring middag, skulle vi lige have tjekket de sidste ind. På ægte spansk maner, blev vi sendt 5 forskellige steder hen, før vi til sidst endte i en lang check ind kø. Det gik dog rimelig hurtigt og snart var vi klar til sidste ben på turen, flyveturen fra Madrid til København med Iberia.

Den ca. 3 timer lange flyvetur til København fra Madrid med Iberia, vil absolut ikke gå over i historien som en stor oplevelse. Flyet var af ældre dato og benpladsen var ikke eksisterende, og så var der ingen servering om bord, men på den anden side, så landede vi i København til tiden. Vores ferie til Miami, Florida Keys og New York havde været helt fantastisk, så vi havde absolut ingen grund til at brokke os.

Vi kan kun på det varmeste anbefale at rejse til Miami og Florida Keys i november. Vejret var fantastisk, vandet var varmt, der var få turister og der venter alle en uendelig mængde gode oplevelser. New York var som altid fantastisk, vejret var lidt imod os, men hvad gør det i en storby hvor der altid er noget at lave.

Vi glæder os allerede til at skulle afsted igen næste år!

Læs Ferie i Miami, Florida Keys og New York - Del 2 her.
Læs Ferie i Miami, Florida Keys og New York - Del 1 her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar