fredag den 2. oktober 2009

Til Bangkok og New York for halv pris

Fra TV2 Finans

Det nystartede flyselskab Feel Air vil tilbyde direkte ruter fra Oslo til Asien og USA til halv pris, skriver Dagens Næringsliv. Norwegians topchef Bjørn Kjos kalder satsningen for dødfødt.

- Vi skal flyve langt. Vi skal flyve billigt, konstaterer adm. direktør Kai Holmberg fra Feel Air over for den norske finansavis. Holmberg og hans kompagnon Otto Lagerhus skal i løbet af efteråret opbygge en organisation på ca. 160 medarbejdere, som skal fragte fritidsrejsende på interkontinentale direkte ruter til blandt andet Bangkok og New York.

Ifølge Holmberg flyver omkring tre millioner norske og svenske passagerer årligt til de første to destinationer, New York og Bangkok, og Feel Air går efter at snuppe ca. 11 pct. af disse passagerer.

- Vi regner med at have ca. 350.000 passagerer i 2011, siger Holmberg. Vi vil tilbyde priser, som er på halvdelen af, hvad det koster i dag, siger Holmberg.

Norwegians topchef Bjørn Kjos levner ikke det nye selskabs koncept mange chancer.

- Totalt dødfødt. Dette er helt umuligt uden at have et kortdistancenet som kan 'feede' disse ruter, siger Kjos til Dagens Næringsliv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar