onsdag den 29. oktober 2008

Sterling konkurs i dag

Lavprisselskabet Sterling erklærer sig i dag konkurs, oplyser selskabet. Dermed bliver lavprisselskabet det næste offer for den finansielle nedsmeltning på Island.

"I de seneste uger har Sterlings ledelse, bestyrelse og hovedaktionær kæmpet for at holde selskabet flydende. Desværre forgæves, og vi har derfor besluttet at indgive konkursbegæring senere i dag," hedder det i en erklæring, der blev lagt på hjemmesiden i nat.

Sterling kontrolleres af den islandske finansmand Palmi Haraldsson, der af flere omgange har skudt penge i selskabet, for at holde flyene på vingerne. Fra juli og frem til september, har han således brugt 444,5 mio. kr. på selskabet.

"Hovedaktionærens plan var at fortsætte støtten indtil starten af 2009. Den 29. september 2008, begyndte det islandske finanssystem at kollapse. I løbet af 3-4 uger var nedsmeltningen af hele det finansielle system en realitet, og vores hovedaktionær kunne ikke fortsætte sin økonomiske støtte," konstaterer Sterling-ledelsen nu.

Forsøgte salg

Da pengene fra Palmi Haraldsson var ved at slippe op, besluttede man at forsøge at sælge selskabet.

"Men den globale usikkerhed betød desværre, at vi ikke har kunnet finde en tilfredsstillende løsning, og vi har ikke set anden udvej end at begære Sterling Airlines A/S konkurs," hedder det.

Den islandske nedsmeltning krævede for få dage siden et andet offer, nemlig elektronikkæden Merlin, der dog fandt en ny køber, nemlig Expert-ejeren Elbodan.

Sterlings massive problemer har cirkuleret de seneste uger. Palmi Haraldsson har af flere omgange haft de afgørende ord og aktieposter i det konkursramte selskab.

Han købte Sterling i 2005 og overtog umiddelbart derefter A.P. Møller-Mærsks Maersk Air. De to selskaber blev slået sammen i forsøget på at skabe en af Europas største lavprisselskaber. Ideen har dog aldrig nået de luftlag, som islændingene havde håbet. Og nu er det altså helt slut.

Kilde: Børsen

1 kommentar:

  1. Sterling stinker, men tak for servicen, billige flybilletter!

    SvarSlet